Hos Linatech arbejder designere, smede, montører og teknikere tæt sammen om opgaverne. Ifølge projektleder og automationstekniker Lukasz Jørgensen er det en af virksomhedens største styrker.
”Man kan altid finde fem minutter til hinanden herude – uanset om det er hos direktøren, i indkøb eller hos en kollega i produktionen.”
Han fremhæver især den tætte sparring på tværs af faglighederne, som en fordel:
”Vi har så mange forskellige kompetencer inhouse – dygtige tegnere, der forstår kunderne, smede, der kan svejse i alt – og sammen kan vi producere alle typer emner.”
For Lukasz er de korte beslutningsgange en stor kontrast til hans tidligere jobs i byggebranchen, hvor den stod på store organisationer og mange lange møder: ”Her er der kort vej fra idé til handling.”
Selvom tempoet ofte er højt, oplever han stadig en ro i hverdagen.
” Folk taler ordentligt til hinanden, og man hjælper hinanden. Vi kan godt have travlt uden, at det bliver stressende.”
Den fleksibilitet mærker medarbejderne også i hverdagen.
”Det går begge veje. Hvis der er brug for, at jeg tager til Spanien eller England og sætter en maskine op, så gør jeg det. Til gengæld er der også fleksibilitet den anden vej.”
Det er vi stolte af hos Linatech:
- flad organisation
- adgang til alle på tværs af organisationen
- ro og god tone trods travlhed
- tværfagligt samarbejde
- folk hjælper hinanden