Sabrina Silvia Griessbaum har været ansat hos Linatech som strategisk indkøber i halvandet år, hvor hun arbejder både strategisk og operationelt med indkøb.
Sabrina er tysk og uddannet indenfor økonomi i Tyskland. Hun var ansat i det offentlige som udbudskonsulent, indtil hun flyttede til Danmark for 8 ½ år siden.
Sabrina fik sit første job i Danmark hos Kyocera Unimerco som intern sælger. Men det stod hurtigt klart, at hun savnede at arbejde med indkøb, og hun har efterfølgende haft forskellige stillinger i større og mindre tekniske virksomheder. Senest kom hun fra en stilling som Category Manager hos Bucher Municipal i Silkeborg, før hun landede hos Linatech.
”Jeg mødte Lars Rahbæk som leverandør, da jeg var hos Bucher Municipal, og han gav et virkelig positivt indtryk af Linatech, så det var ham, jeg ringede til, da der skulle ske noget nyt,” fortæller Sabrina.
Og Linatech har bestemt ikke skuffet
”Her er en tårnhøj faglig viden og et kæmpe fokus på kvalitet. Rigtig mange har været her længe – det gør man jo kun på en god arbejdsplads, hvor der er frihed under ansvar og stor fleksibilitet.
Linatech kan mange ting. Vi har automationsafdeling og el-afdeling, og vi svejser i både rustfri, aluminium og stål, fra små fine emner til medico og fødevarer til kæmpestore emner til vindindustrien.”
Sabrinas strategiske arbejde med indkøb har allerede bidraget til Linatech med store besparelser og effektivisering af produktionsflowet.
En leverandør er en samarbejdspartner
En leverandør er ikke bare en leverandør, men en langsigtet samarbejdspartner, ifølge Sabrina. Og den indstilling har gjort en stor forskel for indkøbsprocessen hos Linatech. Priserne er forhandlet ned, forsyningssikkerheden er i top, og Linatech er nu prioriteret kunde hos flere leverandører – og kunderne får dermed endnu hurtigere levering.
”Det strategiske sidder jeg selv med – med god sparring med administrerende direktør Lars Rahbæk og Benjamin Meyer Jørgensen, der er fabriks- og logistikchef. Og ellers arbejder jeg tværfunktionelt overalt i organisationen.”
For ud over indkøb, har Sabrina en finger med i spillet mange steder i organisationen.
Hun står for E-et i ESG-arbejdet, business cases, lagerreduktion, NDA-er og Code of Conduct – og har styr på de nye krav og regler fra EU i forhold til emballageansvar, CBAM og meget mere.
Fang Sabrina på 2042 7740 eller sgr@linatech.dk